Fagligt ståsted
Psykologfagligt ståsted
Jeg er uddannet indenfor den systemiske og narrative referenceramme. Senere er jeg også uddannet i den eksistentielle teori og i EMDR, som er en traumeterapi. Jeg oplever, at forskellige psykologiske metoder og teorier med fordel kan supplere hinanden alt afhængig af problemstillingen og af klienten.
Ovenstående er mine stærkeste inspirationskilder, men jeg trækker også på kognitiv og metakognitiv metode, udviklingspsykologi, positiv psykologi, Self-Compassion og ACT. Desuden trækker jeg på min solide erfaring med mange forskellige typer klienter og problemstillinger igennem 15 års arbejde som psykolog.
Systemisk teori
At tænke systemisk er at tænke i helheder, relationer og sammenhænge. Problemer opstår og vedligeholdes i sociale relationer (forældre, ægtefælle, kolleger m.m.). Derfor handler det helt grundlæggende om at undersøge, hvordan det alle gør, hænger sammen. Hvordan den ene kollegas kommentar påvirker den anden kollega fx.
I den Systemiske tænkning er man meget optaget af begrebet kontekst. Kontekstbegrebet kan forstås således at enhver handling giver mening i en bestemt sammenhæng. Man udforsker sammenhænge for at forsøge at se, hvilken logik der er bag enhver handling. I det hele taget betragtes det som mennesker gør, som logisk og meningsfuldt. Hvis dette ikke er tilfældet, kan man spørge sig selv (som terapeut): ”Hvad er det, jeg ikke har forstået endnu, siden det ikke giver mening for mig?”
Eksistentiel teori
Den eksistentielle psykologi har fokus på menneskets grundvilkår. Lige som dyrene har mennesket en krop og en biologi, men vi adskiller os fordi vi kan tænke over vores biologi, vi kan tænke over, at vi er til stede, at vi er i live, og over at vi en dag skal dø. I perioder af vores liv fylder de eksistentielle tanker måske ikke så meget, men i andre perioder kan vi blive konfronteret med de helt store eksistentielle spørgsmål.
Måske fordi vi oplever en voldsom krise. Det kan handle om tab, skilsmisse, uarbejdsdygtighed, alvorlig sygdom – alt som opleves som en trussel for individet. I krisesituationer bliver vi konfronteret med nogle af livets grundvilkår. Om livet giver mening? Om vi i virkeligheden er alene eller forbundne? Om vi er frie? At vi alle skal dø en dag. At være i krise er en usædvanlig tilstand. Den er dramatisk og ud over det normale, men den hører alligevel til det normale liv. Det handler ikke om at komme over en krise eller at overvinde en krise, som var det en sygdom. Målet er at gennemleve krisen og lære noget at den.
At leve er en proces, altid i bevægelse. Livet går. Lige nu er vi en lille smule anderledes end i morges. Vi er hele tiden i en svævende proces, vi kan ikke stoppe op. Den ene dag har vi det på én måde og næste dag, måske helt modsat. Man kan have lyst til at nå til en form for statisk punkt – til lykke, harmoni, nydelse, afklaring, accept. Men det er en illusion. Livet er ikke sådan at man får tjek på/har fattet grundvilkårene. Livet er en evig svæven imellem modsætninger.
Narrativ teori
I den narrative metafor ligger tanken om, at fortællinger dominerer meget af vores hverdagsliv. Vi møder fortællinger overalt: gennem nyheder, ugeblade, romaner, film, igennem samtaler. Vi oplever og erfarer vores liv gennem fortællinger, og vi handler ud fra de historier, vi har bygget op omkring os selv.
I vores fortællinger, beskriver vi ofte os selv ud fra negative historier. Det er disse negative historier og identitetskonklusioner, som man udfordrer i den narrative terapi. Den narrative tilgang har øje for de historier, som ikke er blevet fortalt, men som er gledet ud i glemslen. Igennem spørgsmål og refleksion kan man forsøge at finde frem til nogle af de handlinger og oplevelser, som, i første omgang, ikke blev lagret i vores erindring som noget væsentligt, eller som taler imod den opfattelse vi har af, hvordan vi er, og hvordan vi har klaret os.